Den 20. september er det 75 år siden, Volkswagen Ringkøbing begyndte at forhandle Volkswagen. Siden er både bilerne, branchen og navnet over døren forandret – men forbindelsen mellem Volkswagen, huset på Enghavevej og generationer af kunder i lokalområdet er fortsat den samme.
Meget er sket på 75 år. Bilerne er blevet større, sikrere, mere digitale og i dag i stigende grad elektriske. Volkswagen Boblen blev afløst af blandt andet Golf, Passat og Polo, og i dag står ID.-modellerne side om side i showroomet på Enghavevej.
Men mens bilerne har forandret sig, er meget andet blevet ved med at være genkendeligt: den lokale forankring, relationerne til kunderne, fagligheden og ønsket om at være et bilhus, man har lyst til at komme tilbage til.
Den 20. september 1951 begyndte A.V. Vejgaard at forhandle Volkswagen. Det blev starten på et samarbejde, som nu har varet i 75 år. Men jubilæet handler ikke kun om biler, teknologi og en branche i udvikling. Det handler også om en stærk familiehistorie – fra grundlæggeren A.V. Vejgaard til sønnen A.C. Vejgaard og i dag tredje generation, Anders Vejgaard.
”75 år med Volkswagen betyder selvfølgelig rigtig meget for os. Det er en historie, som rigtig mange mennesker har været med til at skrive – medarbejdere, kunder og familier fra hele området. Når man tænker på, hvor meget både bilerne og branchen har forandret sig på de år, er vi stolte af, at forbindelsen til Volkswagen stadig er en naturlig del af historien her i Ringkøbing,” siger Anders Vejgaard.
Fra A.V. Vejgaard til AGN
Historien om Volkswagen i Ringkøbing hænger tæt sammen med historien om A.V. Vejgaard.
Virksomheden blev grundlagt i Ulfborg i 1939. I 1951 begyndte A.V. Vejgaard at forhandle Volkswagen efter først at have arbejdet med Citroën. Med Boblen som det store blikfang blev Volkswagen hurtigt en central del af forretningen og i 1959 blev de første bygninger på Enghavevej i Ringkøbing taget i brug, og de danner stadig rammen om virksomheden i dag – om end i en langt mere moderne udgave.
I 1960’erne og 1970’erne voksede forretningen løbende, og udstillingen blev udvidet flere gange. Gennem årtierne blev A.V. Vejgaard et velkendt navn i Ringkøbing og omegn – både som lokal bilforretning og som Volkswagen-forhandler.
Forretningen har også flere gange markeret sig hos den danske Volkswagen importør Semler. I 1995 blev A.V. Vejgaard som den første forhandler i Danmark kåret til Årets Volkswagen- og Audi-forhandler. I 2008, 2009, 2011 og senest i 2025 fulgte nye kåringer som Årets Volkswagen-forhandler.
De mange kåringer er også blevet bemærket hos Volkswagen Danmark, hvor Thomas Bruun, direktør hos Volkswagen Danmark, ser dem som et tydeligt bevis på, at forretningen i Ringkøbing gennem mange år har formået at kombinere stærk lokal forankring med høj kundetilfredshed:
”Volkswagen Ringkøbing har altid været en stærk lokal partner som har sat deres kunder forrest. Anders og hele teamet i AGN Ringkøbing er en dedikeret Volkswagen partner med hjertet på det rette sted og med kunden i centrum. Det vidner det faktum om, at de hele fem gange har vundet vores prestigefyldte konkurrence om at blive Årets Volkswagen Forhandler.
Det er langt fra alle forretninger som formår at holde sig relevante og på toppen i 75 år, og vi kan fra Volkswagen Danmarks side kun takke alle fra AGN Ringkøbing for et fantastisk samarbejde, som vi glæder os til at fortsætte de kommende mange år.”
I 2024 blev A.V. Vejgaard til AGN Ringkøbing. Men historien om AGN går længere tilbage – til 2016, hvor tre stærke, familieejede bilhuse tog det første skridt mod et tættere samarbejde: A.V. Vejgaard A/S fra Ringkøbing, Tang Biler A/S med afdelinger i Holstebro og Lemvig samt Haaning Automobiler A/S med afdelinger i Thisted og Nykøbing Mors.
Sammen købte de Volkswagen, Audi Servicepartner, Škoda, SEAT og CUPRA i Herning, og med det blev grundstenen lagt til det, der i dag er Auto Group Nordvest. Samarbejdet udviklede sig gennem årene, og i 2024 fusionerede de fire virksomheder til det fælles AGN, vi kender i dag. AGN er skabt af bilfolk med stærke lokale rødder og et fælles ønske om at stå stærkere i en branche under forandring. Det er en udvikling, der er vokset frem indefra – med afsæt i den ordentlighed, faglighed og lokale forankring, som altid har kendetegnet husene.
“Vi er en del af en større organisation i dag, og det giver os nogle muligheder, vi ikke havde tidligere. Men AGN er noget, vi selv har været med til at skabe. Det udspringer af en stolthed over de lokale forretninger og af et ønske om at stå stærkt i den fremtid, vi befinder os midt i nu. Samtidig holder vi fast i det, der altid har gjort huset her i Ringkøbing stærkt: relationerne, nærheden og ønsket om at passe ordentligt på både kunder og medarbejdere,” siger Anders Vejgaard.
Fra 1. januar 2026 blev forretningen desuden autoriseret servicepartner for Škoda – et mærke, der de seneste år har oplevet stor fremgang i Danmark. Det betyder, at AGN Ringkøbing fremover står endnu stærkere med både Volkswagen personbiler, Volkswagen Erhvervsbiler, Škoda-service og et omfattende salg af brugte biler, herunder Volkswagen samt beslægtede mærker som Škoda, CUPRA og Audi.
Flere generationer på begge sider af bordet
75 år betyder også, at relationerne til kunderne i mange tilfælde går på tværs af generationer.
Der er familier, hvor bedsteforældre, forældre og børn gennem tiden har købt biler eller fået dem serviceret hos forretningen i Ringkøbing.
Og på samme måde har mange medarbejdere haft en stor del af deres arbejdsliv i huset.
Det er netop dét, Anders Vejgaard fremhæver, når han ser tilbage på de 75 år.
“Det, jeg bliver mest stolt af, er egentlig ikke et bestemt bilsalg eller et bestemt årstal. Det er relationerne. At kunder kommer igen. Og at vi har medarbejdere, som har været en del af huset i rigtig mange år. Det er jo i sidste ende menneskerne, der har skabt historien,” siger han.
Fra mekanik til software og højspænding
På værkstedet er udviklingen mindst lige så tydelig som i showroomet.
Hvor mekanik tidligere fyldte langt det meste, arbejder teknikerne i dag med avanceret diagnoseudstyr, software, elektroniske systemer og højspændingsteknik.
Det kræver nye kompetencer, løbende uddannelse og specialiseret udstyr.
Men grundtanken er den samme som i 1951: Kunden skal kunne komme ind med sin Volkswagen eller Škoda og føle sig i trygge hænder.
Historien lever videre
Jubilæet kommer på et tidspunkt, hvor Volkswagen Ringkøbing ikke kun ser tilbage på historien, men også fortsat udvikler forretningen på Enghavevej. For Anders Vejgaard er jubilæet en fin påmindelse om, at 75 års historie ikke kun handler om at se tilbage.
“Vi er selvfølgelig stolte af historien. Det skal man have lov til at være. Men man kan ikke leve af, hvad man gjorde for 30 eller 50 år siden. Vi skal stadig gøre os fortjent til kundernes tillid hver eneste dag,” siger han og fortsætter:
“Det bedste, vi kan gøre for historien, er egentlig at sørge for, at der også er noget at fejre mange år frem.”
Jubilæet bliver markeret senere på året, hvor kunder, samarbejdspartnere og andre med tilknytning til huset får mulighed for at være med til at fejre de 75 år med Volkswagen og en lokal bilhistorie, som fortsat bliver skrevet på Enghavevej.
Tidslinje
1939: Forretningen grundlægges i Ulfborg.
1951: A.V. Vejgaard begynder at forhandle Volkswagen – efter først at have arbejdet med Citroën.
1959: De første bygninger på Enghavevej i Ringkøbing tages i brug. De danner stadig rammen om virksomheden i dag, om end kraftigt moderniseret.
1960’erne og 70’erne: Forretningen vokser løbende, og udstillingen udvides.
1977: Ny udstilling.
1982–2005: A.V. Vejgaard har også afdeling i Skjern, inden kræfterne igen samles i Ringkøbing.
1995: A.V. Vejgaard bliver som den første forhandler i Danmark kåret til Årets Volkswagen- og Audi-forhandler.
1996: Første forhandler i landet til D.A.F.-certificering.
2006: Omfattende renovering og ny showroom-/udstillingsløsning.
2008, 2009 og 2011: Nye kåringer som Årets Volkswagen-forhandler.
2011: Markering af 60 år med forhandling af Volkswagen
2016: VW og SKODA Herning købes i samarbejde med 2 andre forhandlere og grundstenen til AGN ligges.
2024: A.V. Vejgaard bliver en del af AGN under navnet AGN Ringkøbing.
2025: AGN Ringkøbing bliver igen kåret som Årets Volkswagen-forhandler.
2026: AGN Ringkøbing bliver autoriseret Škoda Servicepartner.
2026: 75 år med Volkswagen.