Auto Group Nordvest (AGN) har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2025, som viser fremgang på både top- og bundlinje. Omsætningen er steget til knap 1,6 mia. kr., mens resultatet før skat er mere end fordoblet til 19,7 mio. kr. Dermed kan koncernen se tilbage på et år, der både har været positivt og præget af høj aktivitet.
Fremgangen skal ifølge administrerende direktør Michael Agerskov Ustrup ses i lyset af høj aktivitet i både bilsalget og eftermarkedet samt et stærkt modelprogram, der har passet godt til efterspørgslen i markedet.
– Vi kommer stærkt ud af 2025. Vores mærker har klaret sig rigtig godt, og vi har haft et modelprogram, der har passet godt til markedet. Det har skabt høj aktivitet på tværs af hele forretningen, siger han.
Samtidig har 2025 været endnu et år i forlængelse af den transformation, koncernen satte gang i året før. I 2024 samlede AGN for alvor kræfterne og blev én samlet koncern efter en omfattende fusion af flere selskaber og lokationer. Ved årsskiftet trådte fusionen med LD Auto i Thisted desuden i kraft, og dermed har fokus i 2025 i høj grad været på at samle organisationen yderligere, skabe fælles retning og få den samlede forretning til at fungere optimalt på tværs.
– Det har været et spændende år både i AGN og i en branche, der konstant udvikler sig. Vi er kommet godt videre efter fusionerne, men vi arbejder stadig målrettet med at optimere driften og styrke vores processer på tværs af forretningen. Det er et vigtigt fundament for den næste fase, siger Michael Agerskov Ustrup.
AGN står stærkere organisatorisk efter de gennemførte fusioner. Derfor skifter fokus nu i højere grad fra integration til udvikling.
Mærkeporteføljen er en central del af fundamentet, og ifølge Michael Agerskov Ustrup giver den koncernen en stærk position i et marked præget af forandring. Samtidig spiller AGNs tætte samarbejde med importøren Semler en vigtig rolle i koncernens udvikling.
– Samarbejdet handler ikke kun om biler, men også om, hvordan vi arbejder med at udvikle forretningen og få processerne til at fungere bedre i praksis, siger Michael Agerskov Ustrup.
Det betyder, at AGN både står med et modelprogram, der matcher efterspørgslen i markedet, og en organisation, der er gearet til at omsætte det til aktivitet og salg. Når mærkerne samtidig har haft et stærkt år, smitter det direkte af på koncernens samlede performance. Det gælder ikke mindst på eftermarkedet, hvor en større volumen af koncernens mærker på vejene bidrager til øget aktivitet på værkstederne. Samtidig sker udviklingen i tæt samspil med importøren og som led i en fælles strategi for at sikre, at værkstedskapacitet og kompetencer følger med den stigende aktivitet i forretningen.
– Vores mærkeportefølje er en klar styrke for os. Den giver os robusthed i en branche med store udsving, og det er et fundament, vi bygger videre på. Væksten skal fortsat primært ske organisk gennem vores eksisterende forretning, men vi følger naturligvis de muligheder, der opstår i et marked, hvor konsolideringen fortsætter, siger han.
2026 er startet lidt afdæmpet, men aktiviteten er hurtigt vendt tilbage, og forventningerne til året er positive – ikke mindst med flere nye modeller på vej.
– Det bliver et spændende år, hvor vi ser ind i flere nye modeller, blandt andet i de mindre elbilsegmenter, som vi har store forventninger til, siger Michael Agerskov Ustrup.
AGN går dermed ind i de kommende år med fokus på at udvikle den eksisterende forretning og være klar til at handle, hvis de rigtige muligheder opstår.